Køng Sogn - Køng Kirke - Glamsbjerg Kirke

Stenkorset i Glamsbjerg Kirke

Bodil Jakobsen fra menighedsrådet fortæller:

Ved døbefonten i Glamsbjerg Kirke hænger et stenkors hugget i granit af billedhuggeren

Kaj Nielsen, Glamsdalen. Korset blev ophængt i anledning af kirkens 75 års jubilæum i 1987.

Det var Glamsbjerg menighedsråd med formand Arne Kristiansen og sognepræst Lars Paludan, der

tog initiativ til og finansierede kunstværket, og det faldt helt naturligt at vælge den aldrende lokale kunstner Kaj Nielsen til opgaven.

I anledning af jubilæet var der festgudstjeneste med besøg af bl.a. kirkeminister Mette Madsen, København og biskop Vincent Lind, Odense.

Glamsbjerg kirke blev indviet den 24. marts 1912 og har således 100-års jubilæum næste år, og det vil også blive fejret.

 

Lidt om billedhugger Kaj Nielsen.

Kaj Nielsen blev født i 1910 i Nr. Søby. Den kunstneriske karriére begyndte med figurer snittet i træ, men senere blev granit hans foretrukne materiale. I hjemmet i Glamsdalen skabte han med primitive redskaber og stor flid utroligt mange fugle- og dyrefigurer, som bl.a. kan ses rundt omkring i Glamsbjerg, især ved institutioner, hvor der færdes børn. Kaj Nielsen døde i 1994.